Læsning:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæusevangeliet 3,13-17

Prædiken

I dag er det fastelavn. En dag hvor børn og unge, måske endda voksne, klæder sig ud som noget skræmmende, festligt, forbilleder eller lignende. En dag, hvor man kan få lov at være en anden. 

Og i dag handler teksterne om bl.a. magt og identitet. 

Den første læsning var fra Sl. 2 i det gamle testamente, som vidner om den forestilling israelitterne havde om Gud, og hvordan hans magt viste sig på jorden, når hans søn ville træde op på tronen som en mægtig konge, der knuste sine fjender med hård hånd. 

Men så hører vi evangelieteksten som jeg læste fra et øjeblik siden. Guds søn, Jesus, var kommet til verden som et andet menneske. Han går ned i vandet, side om side med syndige mennesker, og lader sig døbe af Johannes, som protesterer over hele forestillingen. Jesus dykkes under vandet som et menneske, og træder op som en konge. For fra denne dag, er han forbundet med Guds magt, og begynder sit virke. Han prædiker, gør undere, fortæller lignelser, tager sig af de svage og så videre. Denne dåb leder frem mod påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet, og opstår tre dage senere. Når nu vi kender historien, så står det også tydeligt for os, at Jesus ikke er sådan en konge, som israelitterne ventede. 

Første tema handler om magt - og det næste om identitet. Jesus bliver døbt, og Gud siger: “Det er min elskede søn, i Ham har jeg fundet velbehag”. Ord som sidenhen har været gældende for alle, som bliver døbt: Vi bliver Guds børn. Det forhold, at Gud er vores far, og vi hans sønner og døtre, det tager vi på os i dåben. Vi tager imod den kærlighed, han rækker ud imod os alle. 

En dag som i dag er vi måske særligt bevidste om hvad det vil sige, at tage en identitet, eller rolle på sig. At være “en” eller “noget”. Man gør det fysisk ved at klæde sig ud, og derfor er det netop tydeligt hvem eller hvad man er. Sådan er det ikke ved dåben. Man døber fysisk, ved at få overøst sit hoved med vand, men når det er tørret bort, så følger den identitet os som en skygge. Vi vil altid være døbt, vi har taget forholdet på os, men det er ikke synligt, som et kostume. 

Men måske det alligevel er nærmere vores virkeligt. Det er nemlig ikke altid tydeligt for os, hvem eller hvad vi er. Havde det været det, så ville mennesker ikke have behov for at skulle finde sig selv. 

Og hvordan vi fremstår overfor andre, er heller ikke altid hvem vi virkeligt er, eller hvordan vi virkeligt har det. Hverdagen kan også være et maskespil, men det er ikke tydeligt, som ved fastelavn. 

Prøv at se på billedet du fik, da du kom til gudstjenesten. Jeg har tidligere vist dette billede til mine konfirmander. Det er et billede af Sieger Köder. Prøv overfor dig selv, at sætte ord på, hvad der er på billedet. 

• Hvad er din første tanke, når du ser på billedet?
• Hvilke følelser vækker det i dig?
• Er du en af klovnene på billedet? 

Jeg bliver trist når jeg ser på billedet. Når jeg ser billedet, så ser jeg en klovn, der ser sig selv i et spejl. Så er det altså en klovn, som prøver at se glad ud overfor alle andre. Men når han eller hun går hjem, og ser sig selv i sit spejl, så er han bundulykkelig. Masken han har taget på overfor andre, altså ansigtsmalingen, den falder helt fra hinanden. Hans hår er falmet, tøjet ser næsten opløst ud, som om at han er ved at tabe sig selv helt. Den følelse af tomhed indeni, følelsen af at være ligegyldig - den kender jeg også, og måske det i virkeligheden er derfor, at jeg bliver trist når jeg ser billedet.

Men man kan også se det som to forskellige klovne på billedet. Forestille sig, at den glade klovn har set den triste, har set det klovnen kæmper med og de følelser der raser indeni. Og han kommer hen med et smil, tager den triste klovn i hånden, og forsøger at opmuntre ham, og være sammen med ham, så han ikke er alene, men har fællesskab, fortæller ham, at han er værdifuld.

Sådan kommer Gud til os. Han bliver menneske i Jesus. Går ind i vores verden, i vores liv. Han kender os, og gennemskuer vores maskespil. Der er ingen grund til at lade som om. Og det giver os den frihed, at vi altid kan komme til ham i bøn, og tale til bramfrit og upoleret. Han ser os, helt som vi er, og siger til os, som ved Jesu dåb: “Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag”. Amen.