Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel. 

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Lukasevangeliet 2,25-40

Prædiken

Hvad er livsopfyldelse? Det er vel noget som på en eller anden måde giver livet mening. Har man opnået det, så er man så at sige lykkedes med sit liv, det er komplet og meningsfyldt. 

For os er sådan en livsopfyldelse nok noget anderledes end det var denne dag i templet, da Jesus blev omskåret og de to gamle mennesker de møder der, Simeon og Anna, begynder at ane håb for Jerusalems forløsning. Nu skal der ske noget nyt i Israel, og det er hvad de har håbet og ventet på længe, nu er deres liv komplet, Jesus er kommet, forandringerne sker snart. 

Det afspejler også tydeligt, at deres tid er en anden. Anna og Simeon har et håb og en forventning til noget udenfor dem selv. Men det virker næsten vanvittigt. Hvordan skal det andet end give os en følelse af, at noget er uforløst, hvis vi skulle finde mening bare i det at vente, på forløsningen, på at vores liv fyldes af mening. 

I år har vi mistet nogle store mennesker. Prins Henrik i Februar, Benny i August og Kim Larsen i September. I Kim Larsens sang, “Om lidt bli’r her stille”, som er et meget populært valg til begravelser, der synger han: 

Om lidt, bli’r her stille

Om lidt, er det forbi

Fik du set, det du ville

fik du hørt, din melodi?

Netop dette er vores livsfylde: At vi fik udnyttet vores muligheder og potentiale, fik vi det ud af livet, som vi gerne ville? Og for at vi ikke skal være i tvivl om, at vi ikke skal spilde den tid vi har, så er der stribevis af bøger på butikkernes boghylder med titler som “1001 film du skal se før du dør” eller “Rejsemål du skal besøge, før du dør”. Skal vores liv give mening, så må vi ikke gå glip af livet, ikke spilde tiden. Efter dårlige film eller forestillinger er det ikke usædvanligt at høre en sige “Det er i hvertfald halvanden time af mit liv, som jeg ikke får igen”. 

Den indstilling, som man finder hos Simeon og Anna i templet, er faktisk tankevækkende. De venter på forløsningen, som om de har indset, at vi ikke kan gøre til eller fra: Vi kan ikke forløse os selv, men al forløsning må komme udefra. Den kommer i Kristus, i vores håb om en lykkelig fremtid hos Gud. Jesus ændrede ikke bare fremtidens vilkår for Simeon og Anna, men også for os. Men der er en urolighed i os. Det er ikke nok. Vi kan ikke vente. Ønsket om en mening med vores liv er så stærk, det er et behov som slider i os. Hvad værre kan vi forestille os, end at leve et meningsløst liv?? Vi må finde livsfylden lige her og nu. Så vi prøver at tilkæmpe os den, og fylder en masse på. Vi spiser det og ikke det, lever sundt, dyrker motion, forsøger at anskaffe os et drømmejob og en bolig i et godt kvarter med gode naboer, gerne overskudsagtige nok til at komme forbi med hjemmebagt kage, så er vi i hvertfald godt på vej. 

Hvis det så er forbi om lidt, fik vi så set det vi ville, fik vi hørt vores melodi? Sikkert ikke. Hvor mange gør det? Det er til at blive angst og stressramt af. Hvad skal vi stille op?

“Meningen med livet er, at få livet til at give mening”, sagde jeg engang. Men meningen har vi ikke i os. Den er udenfor os selv. Vi kan lede og grave nok så dybt i vores sjæl og identitet, det gør ikke vores tilværelse meningsfyldt. Det er en frustrerende ambition at finde mening i tilværelsen, den ene identitetskrise afløser den anden. 

Men pludselig kan vi have en oplevelse af, at vi bruger vores liv på noget, som giver mening for os. Ja måske endda på sådan en måde, at vi på vores dødsleje kan stille os tilfreds og sige: Jeg ville ikke have brugt mit liv på noget andet, om jeg så kunne vælge om. Det tror jeg heller ikke Benny Andersen eller Kim Larsen ville, de levede og åndede for folkelige digte og melodier, og de nåede langt, og skrev sig ind i Danmarkshistorien. Men at bruge sit liv på noget meningsfyldt, og finde mening i tilværelsen, det er ikke det samme. Vi kan næppe finde fred i livets groteske vilkår, at vi ikke bare selv skal dø, men også alle vi elsker. Hvad er meningen med det? 

Det spørgsmål stiller vi, når vi oplever menneskers ondskab, naturkatastrofer eller dødens vilkår: Hvad er meningen med det? Alene det at vi spørger, vidner om, at vi er besatte af at finde mening.  Kan vi overhoved forestille os ikke at spørge efter en mening? Tænk hvis der ingen mening var at finde? At der ikke var udsigt til andet end tomhed og forrådnelse. Det ville være rædselsfuldt. Der er grund til den urolighed, som mange af os har i os af og til. 

Men måske vi i det nye år kan lære af Simeon og Anna, som bad i templet. Lære at vi også kan bede, når vi hverken finder mening eller ro. At vi kan finde inspiration til at holde fast ved det håb, som ligger udenfor os selv. Håbet om forløsningen, som kom med Jesus. Håbet om evigheden, ondskabens ophør, glædens og kærlighedens fuldbyrdelse. At vi må finde tro på denne fremtid, både at det er sandt hvad Gud lover os, men også at det er et løfte, som stadig gælder os. Vi skal have et liv hos Gud, vore skaber og far i himlen, og da skal opleve meningen med vores liv: et liv uden død, ødelæggelse, vold, smerte, sygdom, lidelse. Nej tværtimod et liv i fred, glæde, omsorg, kærlighed. Må dette håb bære os igennem det nye år. Rigtig godt nytår. Amen.