Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Lukasevangeliet 2,21

Prædiken

Vi mennesker er skabt til at elske. Til elske hinanden, og række ud efter hinanden, til at elske og række ud efter den Gud, som fik navn og ansigt i Jesus. 

Vi sidder i et meget gammelt kirkerum. Når vi sætter os på kirkebænken, så sætter vi os i det, som kaldes kirkens skib. Vi sætter os ind i noget, som giver en retning i vores liv, en kurs i tilværelsen. 

Noget lignende forsøgte mange nok i går, da de skålede omkring midnat og gav et fortsæt for 2019. I det nye år vil jeg derhen med mit liv. Tabe mig tyve kilo, stoppe med at ryge, starte med at leve sundere, bruge mere eller mindre tid på arbejde osv. Man forsøger at sætte en kurs for sit liv i det nye år, og det er fint, men vi ved også, at det nye år ikke kan mestres, at bølgerne ikke kan tæmmes. Vi ved ikke hvad der kommer til at ske. Som det hedder i Jakobsbrevet: 

“I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige. "Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det”.

I Grækenland har man en meget interessant tradition, nytårsaften. Omkring kl. 24 stiller man sig på en stol, og alt lys slukkes. Præcis når det nye år begynder, så springer man ud i mørket. Og det er netop sådan det er, at begynde et nyt år: Et spring ud i noget vi ikke kan se. Det er også et skræmmende spring, og vil nok også være tryggere, hvis vi kan sætte os et mål, en retning som vi kan være med til at kontrollere.

Tænk hvis vi i det nye år blev bedre til at give slip, til at indse alt det, vi ikke er herre over. Hvis det blev året, hvor vi blev bedre til at række ud efter Gud, som rakte sig selv ud mod os julenat, da han blev menneske midt iblandt os, og fik navnet Jesus. For vi har brug for Gud, der holder fast i os, både når det går i den retning vi ønsker og når kursen bliver helt anderledes. 

Og tænk hvis det blev året hvor vi blev bedre til at elske, og holde kærligheden ved lige. Bedre til både at tage imod, og til at give mere af os selv. Hvis vi blæste på politisk korrekthed og det konventionelle, og i stedet satsede på at være modige, omsorgsfulde og varme i mødet med vores medmennesker. Poul Joachim Stender sagde i en nytårsprædiken i 2015: 

“Der er brug for, at der bliver sagt noget nyt og gjort noget anderledes i 2015 for at fremme kærligheden. Det værste der kan ske i det nye år er status quo. At alting blot forbliver det samme og at vi endnu et år kun vil tale om global opvarmning, økonomi og sundhed.”

Tænk hvis vores byer havde et mål om, at vi ville være de byer i Danmark, hvor flest kunne lide hinanden, hvor ensomme får masser af besøg, hvor børn og unge føler, at der er rum og plads til deres barndom og ungdom. Alle kan leve med huller i kommuneveje, men ingen kan leve med kærlighedsløse huller i sit liv. 

Så i år har jeg to nytårsønsker for vores menigheder, som ikke handler om vægten på kirkebænkene: 

1. Jeg håber for det nye år, at det vil blive et år, hvor vi hos os bliver bedre til at række ud efter Gud, se vores skrøbelighed i øjnene og finde fred med den. 
2. Jeg håber det bliver et år hvor vi bliver bedre til at række ud efter vores næste, til at elske og give af os selv og skabe glæde, tryghed, livsmod og fællesskab for alle dem vi har omkring os. Amen.