2. Påskedag

Daniel Høgagard

Prædikentekst, 2. Påskedag, Joh. 20,1-18

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. 

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Prædiken

Der fortælles en historie for en generation siden, hvor en gammel farmer tog sin familie til en stor by for første gang nogensinde. De havde aldrig set så høje og imponerende bygninger før. Der var skyskrabere overalt. Farmeren satte sin kone af ved en tøjbutik og tog sin søn med hen langs gaden. Her fik de øje på den mest imponerende bygning af dem alle. Det var en bank, og han tog sin søn med ind for at se, om den var lige så imponerende indenfor. Som de kom ind i foyeren fik de øje på noget andet, de aldrig havde set før i deres liv. To ståldøre åbnede. En gammel kvinde gik ind af ståldørene, og dørene lukkede bag hende. Pludselig lød en lyd over døren og den åbnede igen, og en smuk ung kvinde trådte ud. Farmeren var både forbløffet og imponeret. Han vendte sig mod sin søn og sagde: “Du venter lige her, jeg skal hente din mor og føre hende igennem den ting”.

Hvorfor genkender Maria Magdalene ikke Jesus? Hun har fulgt ham tæt i flere år. Hvad er der sket, siden hun var vidne til korsfæstelsen tre dage forinden, og til nu? Hun kommer ud til graven, og finder den tom. Men så vender hun sig om, og han står der. Lige foran hende. Og hun genkender ham slet ikke. Som om Jesus lige er trådt forvandlet ud af en elevator. Hun genkender ham ikke før han kalder hende ved navn: “Maria”.

Hele vores liv er en forvandlingsproces. Vi ældes. Går fra barnehud til rynker. Livets bekymringer, sorger, glæder og alt muligt andet sætter sig på vores krop. Sommetider er det svært at genkende vores forældre eller bedsteforældre på familiefotos fra deres barndom. Livet er en forvandlingsproces. Men tager vi bibelen på ordet, så er døden på samme måde en forvandlingsproces.

Kirkegrundlæggeren Paulus skriver til den første menighed i Rom: “…er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. (Rom. 6,5).

Vores opstandelse skal ligne hans. Hvordan ser hans opstandelse ud? Først og fremmest er han ikke til at kende for Maria, før han siger hendes navn. I andre beretninger ser to disciple ham på vejen til landsbyen Emmaus, men genkender ham ikke før de spiser sammen, og han knækker brødet som ved påskemåltidet den sidste aften før hans død. Han går gennem døren til disciplene som gemmer sig i sorg og frygt efter hans død, og de genkender ham ikke, før han viser dem sårene i sin side og hænder.

Hvorfor genkender de ham ikke, når de har fulgt ham så længe? Der er sket en forvandling i hans død og opstandelse, som alverdens kosmetik og pleje ikke kan gøre kunsten efter. Han er som trådt forvandlet ud af en elevator, som en farmer forbløffes over. Han er hverken helt fysisk, for han går gennem døre, eller helt åndelig, for han bærer sine sårmærker.

Det er til stadig spekulation hvad vi skal blive, når vi skal opstå som Jesus, i en opstandelse, der ligner hans. Men håber vi ikke, at vi skal genoprettes som dem, vi er skabt til at være? At tidens tand og ælde tilbagerulles. At dem vi har mistet, og måske især under svære omstændigheder, skal have nyt liv, hvor hverken kræft eller corona kan true vores sundhed og glæde? Det er i hvert fald et håb langt ældre end os. David skrev om det i en salme for tusinder af år siden (Sl. 103). Han skriver:

Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!
Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn.

Må vi altid huske vores elskede som dem de var. Og må håbet om deres og vores fremtid trænge ind i vores hjerter, og give os fred. Jeg ønsker jer en glædelig påske. Amen.

Lovprisning:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed, amen.

Kirkebøn

Vor Far  —  tak fordi du blev menneske som os
og led og døde for os, da du gik korsets vej
for at give os en fremtid og et håb
om altid at skulle være hos dig
I et liv uden død og begravelse
uden sorg, ensomhed, smerte og råb om hjælp. Det takker vi dig for.
Tak at vi stadig kan fejre påske,
selvom vi ikke kan mødes.
Vi ber dig bevare os alle, i kirken og i vores samfund,
og giv din nåde, fred og velsignelse,
til vi skal være sammen med dig i evighed. 
Amen.

Apostolsk velsignelse:

Vor herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen.